Kædemails

Jeg sletter normalt altid kædemails, men Annes beskrivelse af sin barndom og trygge opvækst fik mig til at tænke på denne:

Alle over 30 år burde være døde!

Ifølge dagens lovgivere og bureaukrater burde de af os, som var børn i 50’erne, 60’erne, ja til og med tidligt i 70’erne, slet ikke have overlevet.

Tænk engang:

Vore børnesenge var malet med blybaseret maling!!!

Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, og når vi cyklede, havde ingen af os cykelhjelm på. Hvordan har vi nogensinde overlevet? Som børn kørte vi i biler uden sikkerhedsseler eller airbags og ABS-bremser.

Vi drak vand direkte fra haveslangen – og ikke af steriliserede flasker.

Størstedelen af befolkningen røg som skorstene.

Vi spiste brød med smør (om søndagen tandsmør), drak sodavand med sukker i. Men vi blev aldrig overvægtige, fordi vi altid var ude at lege. Vi delte gerne en sodavand med andre og drak af samme flaske, uden at nogen rent faktisk døde af det.

Vi brugte timer på at bygge sæbekassebiler af ting, der var kasseret, og vi ræsede i fuld fart ned ad bakken – blot for så at finde ud af, at vi havde glemt at sætte bremser på. Men efter nogle ture i grøften – og en del blå mærker -lærte vi at løse problemet. På samme måde som vi lærte at løse andre problemer. Ved at gøre os vore erfaringer.

Vi tog hjemmefra tidligt om morgenen for at lege ude hele dagen og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt. Ingen kunne få fat i os i løbet af dagen – for der var ingen mobiltelefoner!

Men vi overlevede!

Vi havde ingen Playstations, Nintendo 64 eller X-boxe – i det hele taget ingen TV-spil, ikke 99 TV-kanaler, ingen videofilm/DVD, surround-sound, mobiltelefoner, hjemme-PC’er eller chatrooms på Internettet. Men vi havde venner.

Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben, slog tænder ud, men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. For det var uheld. Ingen andre kunne få skylden – kun os selv. Husker du uheldene? Vi sloges, blev gule og blå og lærte at komme os over det.

Vi fandt på lege med pinde og tennisbolde, men til trods for advarslerne var det i virkeligheden ikke mange øjne, der blev stukket ud. Vi spiste jord og græs – men græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv.

Vi cyklede og gik hjem til hinanden, bankede på døren, gik lige ind og
blandede os i samtalen. For vi var velkomne.

Nogle elever var ikke så kvikke som andre i skolen. Så dumpede de og måtte gå et år om. Og sådan var det bare. Og et år senere passede deres udvikling med kravene – og de klarede sig.

Denne generation, jeg taler om – med de opvækstbetingelser – har fostret nogle af de bedste – de dygtigste og mest kreative problemløsere, denne verden nogensinde har set!!!!

De sidste 50 år har været en eksplosion af nyskabelser og nye ideer!!!

Vi havde frihed, fiaskoer, succes’er – og ansvar! Og vi lærte at forholde os til alle delene. Og derfor er vi den mest succesrige generation, der nogensinde har været.

Dette indlæg blev udgivet i Tankevækkende. Bogmærk permalinket.

2 svar til Kædemails

  1. Anne siger:

    ti hi…jeg har også et lettere anstrengt forhold til kædemails…havde egentlig et nytårsfortsæt om ikke at deltage. Men da jeg heller ikke laver nytårsfortsætter, brød jeg mit princip, da jeg blev opfordret til at skrive om min barndom 🙂
    Tak fordi du selv tog kæden op….for jeg har besluttet ikke at sende de her kæder videre.
    😀

    …og ja, tænk at vi lever endnu

    Like

  2. Pia siger:

    Det kunne simpelthen ikke være en mere præcis beskrivelse af vores generation. Den bør indrammes og hænges op et meget synligt sted i vores hjem.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s