Næste morgen var udsigten væk!!!! Vi kunne kun lige se ud på gårdpladsen; alt andet var indhyllet i tåge og regn.

Selve ruten på 16 km ville ikke give besværligheder, men tanken om at vandre 16 km i noget, der minder om en vaskehal, kunne nok give anledning til kreative tanker over morgenmaden. Vores guest house lå i en lille stationsby – ja, faktisk havde vi spist middag aftenen før på stationen, hvor ventesalen var indrettet til en restaurant og pub “The Old Station” – så mon ikke, vi lige kunne nå formiddagstoget ned til Fort William? Jo!  At vores sidste km på turen er foregået i tog, har vi indtil nu holdt lidt lav profil med, og ferien sluttede jo ligesom heller ikke her, så der blev rig lejlighed til at indhente de forsømte km….

Vel fremme i Fort William 20 minutter senere fortsatte regnen (læs: brusebadet), og den ellers så billedskønne by med bjergene omkring forekom lidt trøstesløs der midt i alle de grå skyer. Når det ikke regner – og det sker en gang i mellem – kan man faktisk se, at byen ligger lige ved foden af Ben Nevis, højeste bjerg i Storbritannien.

Vi havde sikret os to dages ophold i Fort William, og første dag foregik indendøre i tørvejr på pubs og på whiskydistilleri – slàinte!

Den næste dag var der udsigt til bjergene – og lidt solskin!!! -, og vi tog en vandretur langs med Ben Nevis ind i Braveheart-filmscenerne i dalen Glen Nevis. Vandreturen blev på 15 km i selskab med orkideer, floder, vandfald, får og muligvis også højlandskvæg ( de havde efterladt nogle højlandkasser på stien!).