Jeg havde købt garn til strømper i Tigeren. Det er ikke altid til at vide, hvordan kvaliteten er, men resultatet er blevet ganske tilfredsstillende!
Det var Mortens fødder, der skulle have fornøjelsen af nyt fra strikkekurven, og det er altid så dejligt at fremstille hjemmestrik til en, der værdsætter sin moders håndstrikkede hoser.
Jeg strikker ret løst og bestemte mig for at strikke med to tråde. Det har givet en god kraftig og varm sok.
Masketallet er 12 på hver pind; altså 48 masker hele vejen gennem arbejdet på strømpepinde str. 3. Jeg er så glad for mine strømpepinde. Arbejdet bliver så pænt med mine KnitPro. Pindene er ikke så lange og ligger godt i hænderne.