Sol fra morgenstunden, så i dag var dagen, hvor vi skulle til tops på Store Nos, toppen af alpinanlægget.
Ruten op var hård ved benene, og det blev værre på nedturen. Stien var vasket fri for jord og grus efter heftigt regnvejr her på sensommeren, så nu var der dybe render og løse sten.
Vi spiste madpakken på toppen i læ af bygningen, hvor skiliften ender. Temperaturen oppe var noget koldere, end den, vi var startet ud i nede ved foden af fjeldet. Heldigvis går vi ikke ned på udstyr, og i rygsækken var der både varme sweatre, huer og handsker.
Planen var en rundtur på højfjeldet, men vejret ændrede sig, og det blev overskyet og koldt.
Turen ned var, som sagt, lidt hård ved knæ og hofter, men vi kom ned uden at falde eller glide i de løse sten. En tur i alt på ca. 7km kun, men absolut nogle drøje nogle af slagsen.
En skøn dag, først med sol, og nu, som forudsagt af YR, regnvejr.